// BLOG
Ønskestenene
23. december 2011
”Engang skal to funklende stjerneskud støde sammen med en sådan kraft, at himmelhvælvet lader polarnatten sprænges af lys. Og ud af dette lyshav vil to stjernesten styrte mod jordkloden og dumpe ned i ødemarken. Hvis du finder disse to stjernesten og du slår dem mod hinanden, vil du vække stenenes kraft. Og så kan du ønske dig alle de ting, du vil. Hvis du vil? For det kan let gå galt!” Grønlandsk legende fra Nissebanden på Grønland
Hver aften i december måned kl.1930 sidder mine to børn tryllebundet foran fjernsynet og følger med i nissebandens eventyr og udfordringer. Samtidig med at jeg glædes over deres indlevelsesevne og tro på magien, reflekterer jeg over, hvor meget vi mennesker stadig har at lære i forhold til at formulere vores inderste ønsker og drømme.
Når jeg enten gennem mit arbejde eller privat får indblik i menneskers drømme undrer det mig, at mange af os ofte er bedst til at formulere det, vi ikke vil have. Det er tilsyneladende rigtig svært for mange mennesker at udelade ordet ”ikke” og samtidig er det svært for mange at sætte konkrete ord og handlinger på drømmene og blandt andet derfor, er det også vanskeligt at opfylde sine drømme.
Året 2011 går på hæld og det nye år, 2012, kommer os hastigt i møde. Denne bevægelse i tid medfører ofte refleksioner hos de fleste mennesker. Refleksioner, der indeholder en status over året, der gik og fornemmelser af ønsker for det år, der kommer.
Hvis du er et af de mennesker, der bruger årsskiftet til denne form for refleksioner, vil jeg bede dig om at tage refleksionerne et skridt videre. Brug refleksionerne, grib det der trænger sig på i dig, gamle som nye drømme og arbejd på at opfylde dine inderste ønsker allerede i 2012.
Én måde at arbejde videre med dine ønsker på, er at inddrage følgende fire elementer;
For det først formuler dine ønsker med bevidsthed og med udgangspunkt i dig selv, så du er helt klar på, hvad det er du ønsker. Formuler det ud fra det, der ligger dig nærmest, så det udtrykker dine behov inderst inde. Slip normer, systemer og andre menneskers forestillinger om, hvad der er det rigtige eller forkerte at ønske. Ønsk med udgangspunkt i dig.
For det andet formuler dine ønsker positivt. Hvis dine ønsker indeholder ’ikke’ eller ’aldrig’, så undersøg det og find ind til den positive energi, der ligger bag dette negative udsagn. Og formulér nu dit ønske ud af denne positive energi.
For det tredje konkretiser dine ønsker. Det er altså ikke nok at formulere et ønske som ”Jeg vil være sund”, ”Jeg vil være lykkelig” eller ”Jeg vil have et godt job”. Reflekter over hvad dit ønske indeholder. Hvad betyder det for dig konkret, for eksempel at være sund eller at være lykkelig. Hvad er et godt job for dig? Sæt gerne handlinger på. Hvad vil du gøre konkret for at komme i din ønskede tilstand eller for at opfylde dit inderste ønske.
For det fjerde lad dine ønsker indeholde en dato. At forankre dine ønsker i tid forpligter. Du må altså tilpasse dine handlinger og prioritere din tid, så du rent faktisk kan få det du ønsker dig.
Du behøver altså slet ikke rejse til ødemarken for at finde de to stjernesten. Ved at arbejde med de fire elementer kan du klare det hele selv, med dig selv, i dig selv og af dig selv. Så leg med dine drømme og lad magien begynde i 2012.
Med ønsket om en glædelig jul og et smukt nytår
Tanja
Om udtrykket velkommen!
30. november 2011
I dag har vi åbnings-dag på hjemmesiden for ’What’s Alive In You?’. På vores forside skriver vi i første linje; Velkommen. Dette første ord, Velkommen, og det vi forsøger at signalere med udtrykket ’velkommen’ har i den sidste tid medført adskillige refleksioner omkring det at byde velkommen i et virtuelt univers.
Vi starter i Den Danske Ordbog, hvor der om udtrykket velkommen blandt andet står ’at det bruges for at udtrykke glæde over at modtage en gæst eller besøgende et bestemt sted eller ved en bestemt lejlighed’. Lad os undersøge denne uddybning lidt nærmere.
Udtrykket velkommen ’bruges for at udtrykke glæde’. Ja, vi udtrykker vores glæde og vi er ikke bare glade, vi vil netop understrege denne glæde ved at skrive ”vi er oprigtigt glade for at du besøger vores hjemmeside.”
Den næste del af uddybningen handler om, at denne glæde er knyttet til ’at modtage en gæst eller besøgende’. Ja, gæsten eller den besøgende er jo dig, kære læser af bloggen og hjemmesiden. Og jeg forudsætter, at du kender dig og du gennem læsning på hjemmesiden, begynder at synes at kende mig lidt. Men det at modtage er vel egentligt knyttet til mig. Og kære læser, jeg kender måske ikke dig eller gør jeg? Det kan jeg jo ikke rigtig vide, når vi ikke mødes på samme tid og samme sted. Ligger der ikke også i ordet modtage, at tage imod. Hvordan kan jeg tage i mod dig lige nu, når jeg end ikke ved at du er her eller endsige hvem du er ….. endnu?
Vi fortsætter med den del af uddybningen, der handler om at modtage gæsten eller den besøgende – altså dig – ’et bestemt sted eller ved en bestemt lejlighed’. Ja, stedet er jo her, altså dette virtuelle univers! Men hvor er du fysisk placeret lige nu? Måske er du derhjemme, måske er du på jobbet, eller på biblioteket, i lufthavnen, i S-toget eller et af de mange steder, hvor det er muligt at være online forudsat at du ikke er på mobilt bredbånd, for så kan du jo være hvor som helst.
Det at modtage kan også være knyttet til en bestemt lejlighed. Og denne lejlighed er i dag – altså åbningsdagen på hjemmesiden for ’What’s Alive In You?’. Men jeg kan ikke vide, om du er her på det tidspunkt, der lige nu for mig er i dag, eller om du først er her på det tidspunkt, der lige nu for mig er i morgen eller i næste måned eller måske endnu længere ude i fremtiden. For dig er det lige nu uanset hvornår det er for mig! Hjemmesiden er her også i morgen, i næste måned og også længere ude i fremtiden. Selvom intet forbliver det samme og hjemmesiden antageligt også vil blive udsat for nye versioner, så bliver dette blog-indlæg her også, som en del af vores historik sammen – lige nu og her.
Så indtil Den Danske Ordbog bliver opdateret i sin uddybning af udtrykket ’velkommen’ til også at indeholde møder i den virtuelle verden – som vel nærmest påberåber sig en omdefinering af rum og tid, ja så må vi konstatere at vi kun kan sige halvvejs velkommen eller at vi ved at bruge udtrykket ’velkommen’ på vores forside udtrykker glæde!Så kære læser, selvom jeg måske ikke kender dig lige nu – i dette øjeblik – vil jeg bruge øjeblikket til at udtrykke min oprigtige glæde over at du besøger hjemmesiden. Jeg håber, at vi kan få mulighed for at modtage dig, byde dig rigtigt ’velkommen’ og møde dig i den ’virkelige’ verden i nærmeste fremtid.